Troels Bech er den mest fyrede Superliga-træner nogensinde
Efter dagens fyring i OB rykker Troels Bech nu fra andre fyringsplagede trænere på lidet flatterende liste.
Troels Bech måtte tidligere i dag lide den skæbne at blive fyret for fjerde gang i sin karriere som Superliga-træner, da OB opsagde samarbejdet med ham.
Det var Troels Bechs anden fyring i OB, og tidligere er han også blevet fyret i FC Midtjylland og Esbjerg. Det bringer den ellers karismatiske træner op på førstepladsen på en liste, som han helst nok ikke vil toppe. Han er nemlig nu den træner i Superligaens historie, der er blevet fyret flest gange. Det viser en opgørelse, som Jyllands-Posten har lavet.
Troels Bech er nu rykket fra en liste på hele fire trænere, som har oplevet at blive fyret tre gange i Superliga-klubber. Det handler om Christian Andersen, Kim Poulsen, Ove Christensen og Kim Brink. Sidstnævnte har dog også prøvet at blive fyret som sportsdirektør i OB og som cheftræner for 1. divisionsklubben Vejle Boldklub.
Men i Superliga-sammenhæng er der altså ingen, som har flere trænerfyringer på sig end Troels Bech, der har trænet fire forskellige klubber i den bedste danske fodboldrække.
Han blev fyret i OB efter en række sæsoner med svigtende resultater, og aktuelt ligger klubben på en 11. plads i Superligaen, ligesom den for nylig røg ud til 1. divisionsklubben Brønshøj i pokalturneringen.
Siden Troels Bech i 2012 overtog styringen i OB, har han i 75 Superliga-kampe ført klubben til 21 sejre, 21 uafgjorte og 33 nederlag. I alt er det blevet til 84 ud af 225 mulige point.
På klubsiden kommer OB nu op på siden af FC København som den klub, der har fyret flest trænere i Superligaens historie. Begge klubber har i alt fyret syv trænere, og efter dem følger AGF med seks trænerfyringer.