Det giver klip at sætte det "forkerte" barn i autostolen
FDM mener, at mange ikke kender reglerne for autostole, og det kan blive dyrt.
Når dit barn gerne vil have en legekammerat med hjem efter skole, og du kun har en autostol i bilen, hvem skal så sidde i autostolen?
Mange placerer typisk legekammeraten i autostolen, da man vil passe ekstra godt på barnet, der ikke er sit eget. Men er det nu også det rigtige rent lovmæssigt?
"Når man pludselig skal have et ekstra barn med i bilen, og man kun har én autostol, kan der opstå tvivl om, hvem der skal sidde i den. Det virker for mange mest rigtigt at passe bedst på det barn, man låner. Men gør man det, risikerer man både bøde og klip i kørekortet. Det er nemlig ens eget barn, der skal sidde i autostolen," siger Helle Brasch, der er jurist i FDM's rådgivning.
Når dit barn er under 135 cm, skal de ifølge loven sidde fastspændt i godkendt sikkerhedsudstyr, der passer til barnets højde og vægt. Overholder man ikke det, kan det koste bøde og klip i kørekortet.
Grunden til, at legekammeraten ikke behøver at sidde i en autostol, er, at loven indeholder en særregel om lejlighedsvis kørsel. Reglen tager hensyn til, at der kan opstå situationer, hvor man har brug for at transportere et ekstra barn.
Selvom det er lovligt at fastspænde legekammeraten med bilens almindelige sikkerhedssele, anbefaler FDM, at man har en nødløsning liggende i bagagerummet.
"Det er en god ide at have en selepude liggende i bagagerummet som reservesæde. Det er en langt bedre løsning, da den almindelige sele ikke sidder rigtigt i forhold til barnets højde," siger Søren W. Rasmussen, der er bilteknisk redaktør hos FDM.
Reglen om lejlighedsvis kørsel gælder også, hvis f.eks. bedsteforældrene henter deres barnebarn efter skole. Man skal dog være opmærksom på, at hvis det er en fast aftale, at bedsteforældrene henter deres barnebarn én gang om ugen, er der ikke tale om lejlighedsvis kørsel. Så skal barnet sidde i godkendt sikkerhedsudstyr, oplyser FDM.